Projekt LIV & LYS i Søndermarken er ved at blive gennemført og nu starter anlægsarbejdet. Med udgangspunkt i historiske tegninger over haven etableres et græsparterre mellem Frederiksberg Slot og Springvandsplænen. Parterret, der udføres med en nytolket udformning, skal binde barokkens elementer omkring slottet sammen med dobbeltalléen omkring Springvandsplænen og Korups Allé. Med den nye udformning sikres tillige et naturligt forløb for passagen mellem Frederiksberg Have og Søndermarken.
Fældning af træer
For at gøre plads til etablering af parterret skal nogle af de gamle træer fældes. ”Det er altid vemodigt at skulle fælde gamle træer, men både de gamle lindetræer og bøgetræerne, der fældes, har i forskellig grad tegn på de er udlevede og enkelte træer har svampeangreb, der indikerer at de kan udgøre en sikkerhedsrisiko for publikum. Antallet af tilbageværende lindetræer er desuden så reduceret i antal, at den oprindelige intention med træerne og den rumdannende effekt er forsvundet”, udtaler slotshavechef Niels Mellergaard.
Parterret i historisk perspektiv
Parterret var en del af det oprindelige barokanlæg, som blev skabt i Søndermarken i begyndelsen af 1700-tallet. Da Søndermarken i slutningen af 1700-tallet blev omlagt til romantisk landskabshave, blev mange af de oprindelige elementer fjernet, men parterret blev sammen med alléerne i den centrale hovedakse bevaret. Senere i midten af 1800-tallet blev udformningen af parterret dog ændret til en mere landskabelig udformning med buede stier og fritvoksende træer. Dette adskilte sig fra barokkens stilart og barokelementerne omkring slottet. Slotshavechefen ser sagen i større perspektiv: ”Det har i flere år, som det også er beskrevet i Perspektivplanen for Søndermarken, været målsætningen at bringe parterret tilbage til en udformning med barokkens formsprog, så de øvrige elementer fra barokhaven kædes sammen.”
Perspektivplanen for Søndermarken og andre historiske haver kan findes på Slots- og Ejendomsstyrelsens hjemmeside på: http://www.ses.dk/da/Publikationer/Perspektivplaner.
Udformningen af det nye parterre
Den nye udformning af græsparterret skal skabe et halvcirkelformet græsareal, der, fra en grusplads foran slottet, gennemskæres af tre grusstier. Græparterret vil blive indrammet af en trærække, der rent visuelt vil være en forlængelse af de yderste trærækker i plantningerne på siden af slottet – de såkaldte quinconcer. Trærækkerne skal ende i flugt med de eksisterende alléer omkring Springvandsplænen, så det visuelle blik i havens hovedakse imod og fra Frederiksberg Slot forstærkes markant.
Anlægsarbejdet i Søndermarken påbegyndes den 15. august med fældning af træer, og etablering af græsparterret. Det forventes færdigt den 14. oktober, hvor det skal indvies sammen med den interaktive motionsrute og de tilhørende aktivitetspladser, som udgør første etape af projekt Liv & Lys i Søndermarken.
Læs mere om projekt Liv & Lys på www.ses.dk/livoglys eller følg projektet på www.facebook.dk/livoglys