Medarbejderne i billetsalget på Kronborg og Christiansborg har travlt for tiden. Begge slotte oplever en markant stigning i besøgstallet.
Der har været travlt på Kronborg og Christiansborg i denne sommer. Højsæsonen på begge slotte ligger i juni, juli og august, og alle der har lagt vejen forbi har ved selvsyn kunne se, at det på det nærmeste har væltet ind med besøgende. Kronborg har i de tre sommermåneder haft 16 % flere gæster i år, og på Christiansborg har stigningen været på hele 27 %.
Fremgangen i besøgstallet er dog ikke begrænset til højsæsonen. Kronborg har i første halvår af 2011 haft 21 % flere besøgende end sidste år. "Vi oplever, at mange familier har fået øje på, at Kronborg er et fantastisk udflugtsmål. Vi lancerede sidste år en perlerække af nye udstillinger og aktiviteter. Jeg tror, at det er en af årsagerne til vores besøgsfremgang", siger marketingkoordinator Susanne Bruhn fra Kronborg Slotsforvaltning.
På Christiansborg er besøgstallet i første halvår af 2011 steget med 30 % i forhold til 2010. "Vi har i 2011 både udvidet åbningstiden i de kongelige sale og i ruinerne under slottet og indført en fællesbillet til Christiansborgs forskellige besøgssteder. Det har gjort det både lettere og mere overskueligt for dem, der vil opleve alle de mange seværdigheder Christiansborg tilbyder på én gang", fortæller formidlingskoordinator Mikael Rasmus Nielsen fra Christiansborg Slotsforvaltning.