SES' opgaver

Administration af loven

Ifølge christianialoven kræver det tilladelse at flytte ind på Christiania og at opføre nyt bygger m.v. Herudover skal man betale for at bo eller drive virksomhed på området.

SES opkræver brugsafgift, behandler ansøgninger om byggeri og indflytning, overvåger om der opføres byggeri eller foretages indflytning uden tilladelse og følger op på dette, vedligeholder oversigter over tilladelser og byggeri og har løbende drøftelser af disse problemstillinger med Christiania. Herudover vurderer SES om der er behov for (større) bygningsarbejder/vedligehold og drøfter dette med Christiania og relevante myndigheder (primært Københavns Kommune og KUAS)

Bagudrettet har SES efter vedtagelse af ændringen af christianialoven gennemført en anmeldelsesproces, hvor alle daværende beboere og virksomheder fik individuelle brugstilladelser, fået udarbejdet adresser på bygningerne og registreret alle bygninger (inkl. selvbyggerhuse) i BBR-registeret.

Implementering af lovens formål (nye organisations- og ejerformer)

Hovedformålet med christianialoven er at området skal ophøre med at være i statsligt ejerskab (bortset fra voldanlægget).

SES udarbejder modeller for nye organisations- og ejerformer, vurderer økonomiske konsekvenser, juridiske problemstillinger m.v. SES forbereder og gennemfører forhandlinger, bistår de politiske drøftelser og vurderer/analyserer de forslag, Christiania kommer med.

Bagudrettet har SES i forlængelse af aftalen af 24. august 2007 gennemført et implementeringsforløb, der indebar gennemførsel af bygningssyn, forureningsundersøgelse, udarbejdelse af lokalplan, stiftelse af fonde, udarbejdelse af kontrakter, vedtægter, oprettelse af almen boligorganisation m.v.

Endelig har SES til opfyldelse af lovens formål om genopretning af voldanlægget fået udarbejdet en udviklingsplan for samme, herunder truffet afgørelser om afvikling af byggeri.

Sidst opdateret::  16. februar 2011