Danmark og Norge

Indgangen til Brede Allé i Fredensborg Slotshave er flankeret af to langstrakte monumenter, begge i marmor og næsten tyve meter lange. De er udført af billedhuggeren Johannes Wiedewelt i 1765-67.

Monumenterne symboliserer hhv. Danmark og Norge, som var fællesrige indtil 1814. Norge er også repræsenteret et andet sted i haven i kraft af skulpturanlægget Nordmandsdalen.

De to monumenter er ens i opbygning. Danmark har midt på et fundament af blågrå norsk marmor en kvindefigur på en høj sokkel, Mor Danmark, der støtter armen til et skjold med de tre danske løver. Norge har en tilsvarende kvindefigur, der holder det norske våbenskjold med en øksebærende løve. De rækker gensidigt en arm ud imod hinanden hen over Brede Allé.

Kvindefigurerne er omgivet af en balustrade med fire postamenter, der bærer runde våbenskjolde. Skjoldene gengiver symbolerne fra det norske og danske kongevåben. De danske viser De Gothers løve over ni hjerter, Slesvigs to løver, et skjold delt i tre felter viser Holstens nældeblad, Stormarns svane og Ditmarskens rytter, mens det fjerde er delt i to, Oldenborgs to bjælker og Delmenhorsts kors. Norges fire skjolde viser Kalmarunionens tre kroner, Islands stokfisk, Grønlands isbjørn og Færøernes vædder.

Mens fundamenter og balustrader er i blågrå norsk lilienskjoldsk marmor, er kvindefigurerne og de otte skjoldfigurer i hvid italiensk marmor. Kvindefigurerne har formentligt forbillede i den franske billedhugger Bouchardons fontæne i Rue Grenelle i Paris.

Sidst opdateret::  10. november 2011