Ifølge krønikeskriveren Saxo opførte Biskop Absalon af Roskilde i 1167 en borg på en lille holm i farvandet ud for den lille by Havn. Borgen bestod af en ringmur af kridtsten, der omgav en borgplads, hvor der lå enkeltbygninger opført af tegl.
Ved Absalons død i 1201 testamenterede han borgen til Roskilde bispestol. Få årtier senere begyndte en langvarig magtkamp, hvor herredømmet over borgen bølgede frem og tilbage mellem Roskildes biskopper og kongemagten. Borgen var jævnligt under angreb fra bl.a. hanseforbundet, den norske konge og på et tidspunkt endda fra Københavns egne borgere.
I 1368 mødte borgen sit endeligt, da en koalition af Valdemar Atterdags fjender, der bl.a. bestod af hanseforbundet, den svenske konge, hertugen af Mecklenburg og greverne af Holsten erobrede borgen. Året efter blev den revet ned som følge af en fredsaftale mellem parterne.
Ruinerne af Absalons borg findes stadig og kan besøges i de overdækkede udgravninger under Christiansborg. Læs mere om ruinerne her.
Sidst opdateret:: 13. juni 2011