This text will be replaced
Klik på "fuld skærm" knappen for at få det fulde udbytte af dias showet.
Frederik 8.s Palæ er i årene 2004-2010 blevet gennemgribende istandsat og vil fremover fungere som bolig for Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. Foruden bolig består palæet af repræsentative lokaler samt administrationslokaler for Kronprinsens Hof.
Publikumsåbningen sluttede søndag den 8. august 2010.
Palæets historie
Frederik 8.s Palæ, eller Brockdorffs Palæ, blev bygget i 1750-60 for baron Joachim Brockdorff under hofbygmester Niels Eigtveds ledelse. Efter Eigtveds død i 1754 fuldførte generalbygmester Lauritz de Thurah byggeriet. Brockdorff døde i 1763, hvorefter overhofmarskal A.G. Moltke erhvervede palæet. To år senere solgte han palæet til Frederik 5.
Fra 1767 tjente palæet som Landkadetakademi. Under den nødvendige ombygning sænkede man loftet i Riddersalen, hvorefter den blev brugt til gymnastik. I 1788 blev landkadetterne skiftet ud med søkadetter. Efter Slaget på Reden i 1801 blev der behov for flere søkadetter. Pladsproblemet blev løst ved at forhøje palæets mellembygninger med en etage, som det var sket med de øvrige palæer nogle år forinden.
Ombygning i empirestil
Kadetterne måtte rømme palæet, da Frederik 6. ønskede sin datter Vilhelmine og tronfølgeren Frederik 7. bosat i palæet efter deres bryllup. Arkitekten Jørgen Hansen Koch foretog en gennemgribende ombygning i empirestil i 1828-30. Ægteskabet mellem Frederik 7. og Vilhelmine opløses i 1837, og palæet husede herefter skiftende medlemmer af kongefamilien, indtil Kronprins Frederik 8. flyttede ind i 1869. Frederik 8. blev konge i 1906, og palæet blev herefter opkaldt efter ham.
Palæet blev i 1935-36 istandsat af kgl. bygningsinspektør Thorvald Jørgensen til brug for det daværende tronfølgerpar, Kronprins Frederik 9. og Kronprinsesse Ingrid. Dronning Ingrid boede i palæet indtil sin død i november 2000.
Sidst opdateret:: 9. august 2010