Historie og stilperioder

De fleste slotte og haver tilhørte tidligere Kongehuset, men overgik til den danske stat i forbindelse med Grundlovens indførelse i 1849. Siden 2011 har Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme haft ansvaret for at drive, vedligeholde og nyttiggøre en lang række af disse slotte og haver samt andre kulturhistoriske seværdigheder. De fornemme bygningsværker og haveanlæg er en vigtig del af Danmarks kulturarv.  

Offentligheden har adgang til de fleste slotte og haver - nogle af slottene danner rammer for museer. Enkelte slotte bliver brugt som boliger for den kongelige familie i henhold til Dronning Margrethe 2.s civilliste.
Læs mere om Dronning Margrethe 2.s civilliste 

Stilperioder

Slottene og haverne vidner om mange hundrede års danmarkshistorie og repræsenterer nogle af de store stilperioder inden for europæisk arkitektur og havekunst. Det er således muligt at se imponerende eksempler på renæssance, barok, rokoko, nyklassicisme og romantik.

Renæssancen, barokken og romantikken er de tre store stilperioder i havekunsten. Haverne bliver forvaltet ud fra en bevidst strategi om at sikre, at disse store stilperioder er tydeligt eksemplificeret i haverne. Der er således arbejdet bevidst på at styrke renæssancen i Kongens Have, barokken i Frederiksborg og Fredensborg Slotshaver samt romantikken i Frederiksberg Have.

Sidst opdateret::  11. november 2011
Det Kongelige Biblioteks Have Foto: Slots- og Ejendomsstyrelsen

Få en oversigt over stilperioder i danmarkskortet